Jakarta - Indonesien

Jakarta

Så kom turen til Jakarta in Indonesien. Jeg fløj fra Melbourne via Perth og landede sent søndag aften. I asien er det ikke unormalt at man skal "betale" for visa når man kommer ind i landet og heldigvis var der en Emigrant officer der ventede på mig så vi kunne gå lige igennem immigration uden at skulle stå i kø i flere timer.

Vi boede på Hotel Grand Melia i CBD distriktet og det må siges at være et ganske godt hotel. Der var arrangeret transport til og fra kontoret, da man ikke bare lige tager en Taxi i de her lande. Ikke fordi der er mangel på taxier men simpelthen fordi man ikke kan stole på dem. Man ligner en turist så chancen for at bliver rø.....rendt er rimelig stor.

Turen på tværs af byen er en oplevelse i sig selv, trafikken er total kaos. Jeg troede at det var slemt i Manila men jeg skal love for at her et det bare meget værre. Der er godt nok streger på vejen der adskiller vognbanerne men dem er der ingen der bruger. De har små knallert taxier, 1000vis af små scooters og jeg mener tusindvis og masser af biler. De mener at der bor 13-14 milioner i Jakarta før morgen trafikken sætter ind og midt på dagen skal man lægge 3-4 milioner til. Det er 3-4 gange hele Storkøbenhavn som skal ind til byen hver dag!!!

Her er som i Manila masser af mennesker som lever under fattigdoms grænsen. Jeg mener virkelige fattige ikke som dem i danmark som tror de er fattige, nej her handler det kun om en ting når man står op om morgen, nemlig at få solgt nok fra sin cykelbod til at man har råd til mad om aften til familien.

Den første dag kørte vores chauffør ned igennem det jeg vil kalde slum kvarter, men som nok bare er normal boligforhold her og jeg syntes det er en skræmmende oplevelse. Overalt smider de deres affald, flere steder så jeg læssevis af affald i "grønne" områder. Husene er faldefærdige og der er slået brædder og plader på diverse steder for at holde storm og regn ude.

På vej til lufthavnen så vi folk havde lavet boliger under motorvejs broerne, igen ikke huse men noget af det træ der har fundet alle de steder hvor man nu kan finde affald.

Maden er også anderledes end hvad jeg er vand til, jeg fik smagt Nasi Goreng, som er Indonesisk stegte ris. Det er nu udemærket og jeg er jo heller ikke den der smager på alt hvad de servere. Der er det godt jeg har haft Martin med han putter næsten alt i munden og så kan jeg jo kigge på ham inden jeg selv prøver. Jeg holder mig mest til kylling, ris og nudler og er her jo masser af.

I næste uge går turen til Syd Korea for sidste gang og så tror jeg rejse aktiviteten skal drosles lidt ned op til jul. Måske et par ture til Malaysia inden vi skal til Tassi i julen.

/Kaimer

Manila(Hooters & Havana Bar)

Sunday in Manila

Søndag arbejde havde vi kun et objekt at gennemgå hos Grundfos Filippines. De ville så tages os med ud til frokost og vi kørte ned til kysten og op langs promenaden. Jeg fik øje på en restaurant ved navn HOOTERS... og nævnte det for Martin da vi kørte forbi. Martin kunne så bekræfte at han havde prøvet en tilsvarrende restaurant i USA og at pigerne havde meget små og stramme shorts og ikke for store t-shirt.

Det viste sig så at medarbejderne havde booket bord der! Vi blev lidt overasket over at de syntes at vi skulle på en Amerikansk "grill bar" med lokale unge piger i små stramme shorts og med t-shirt der ikke overlod noget til fantasien. Maden var som den nu er på en "grill bar", det eneste indslag var da de begyndte at danse square danse og at Martin ikke kunne undgå at blive hevet op og danse med :-) Ikke hans stærke side vil jeg sige uden at genrer ham.

Vi var så ude at shoppe lidt og blev så kørt tilbage til hotellet. Jeg nåede lige at runde fitness centeret og fik cyklet godt 1.5 time. Nåede lige at tage et hurtigt bad og derefter så ud at spise. Vi gik over til det center så lå lige ved siden af hotellet, så fredelig og ok ud. Vi spiste på en Japansk restaurant og fik noget fradragende med til ingen penge.

Bagefter ville vi så lige slutte af med kaffe eller en hurtig øl og blev enige om at gå ned til den barten vi var på Lørdag aften efter vi havde været ud at spise med Grundfos folkene.

Jeg skal med det samme sige at vi ingen fornemmelse havde af hvilket sted det egentlig var. Vi havde intet opdaget om lørdage, måske vi ikke kiggede efter det eller vi var blot uopmærksomme. Der var ret mange mennesker af en søndag aften af være men vi fik da et bord udenfor, sådan lidt midt inde i midten af alle borde. Martin fin en drink og jeg tog en kop kaffe og jeg skal indrømme at jeg stadig ikke havde fatte mistanke til hvad det var vi skulle til at opleve.

vi sad og kigge på mennesker der gik forbi eller rettere andkom og satte sig ved bordene. Der var flere piger/kvinder de smilede sødt og var meget imødekommende Det blev så til lidt mere end smil, vi lagde mærke til at der blev kigget intens på os fra flere omkring os og som tiden skred frem var der efter hånden end del kvinder ved bordene omkring os der virkede MEGET interesseret is os.

Det var først da hende der sad til højre for mig, ved bordet bagved, vendte sig om og nærmest viste sin front frem til mig helt op i ansigtet på mig, mens hun kiggede den anden vej. Nu blev jeg for alvor klar hvad dether handlede om. Jeg kiggede på alle de andre borde rundt omkring op lagde mærke til at de alle have en ældre(ja altså ældre udseende mand end mig) europæisk udseende mand og en eller flere filippinsk kvinder.

De begyndte nu at tale til os og spørge hvor vi kom fra og sådsan, uden der egentlig var indhold i samtalerne. En anden fra bordet på den anden side begyndte også og spørge om hvor vi kom fra. En fortalte Martin at stedet var ganske godt, det hade vel nærmest "The full Packade" som hun sagde. Hende der nu sad til venstre for mig spurgte om hvorfor jeg drak kaffe? Jeg svarrede at jeg jo skulle hjem og sove og på arbejde i morgen. Til det blev jeg direkte spurgt om jeg ikke ville "have som fun tonight" og jeg spurgte "What kind of fun would that be?". Det svarrde hun aldrig på og jeg tror hun forstod budskabet...ikke intereseret.

Vi syntes nu at det var blevet lidt for spændende og valgte at trække os tilbage til hotellet...ALENE.

Bagefter kunne ´vi jo godt se at vi ligende nogle som kom efter det samme som alle andre i den bar. To europæiske single mænd sammen ude og måske kigge vi da på piegerne, jeg skal da indrømme at de bestemt havde et udseende over gennemsnittet og ikke lagde skjul på det. Vi må have lignet omvandrende dollars tegn for jeg har aldrig oplevet at være så populær. Det var som om de piger som ikke allerede havedet fundet deres "arbejde" for natten, nærmest kæmpede om at få fingerne i Martin og mig.

Jeg spurgte efterfølgende på hotellet om den bar var berygtet for den slags og til det svarede de JA det er den, is skal gå i den anden retning hvis i vil være i fred.

Nå men nu er jeg endelig tilbage i Melbourne og skal først rejse på Søndag til Jakarta hvor Martin og jeg skal holde assessment for Grundfos Indonesia.

Manila har givet mig et meget stærkt indtryk og det har været hårdt at se på gade børnene og alt det slum som de har. Vi skal ikke herop igen da projektet skal kører fra Malaysia men det er nok også godt det samme.

/Kaimer

Manila

Så kom turen til Manila på Fillippinerne. Jeg landede fredag aften med Singapore airline via Singapore efter 10 timer. Kasper havde fortalt mig lidt om byen og om at man skal passe på hvor man færdes i byen da ikke alle bydele er lige sikre for os at færdes.

Grundfos havde sørget for transport fra lufthavnen til hotellet da man ikke kan være sikker på at taxi chaufførene . vi er booket ind på Marriot og jeg skal ellers love for at sikkerheden er høj her. Ikke på grund af bombningen i Pakistan men efter 9/11. Alle biler bliver undersøgt af bombehunde inden de kører ind på hotellets område. Inden vi så går ind på hotellet bliver vores tasker og kufferter også undersøgt for spring stoffer, våben og lign. Man går igennem en detektor a la den man bruger i lufthavnene så så man ikke kan bringe våben med ind.

Trafikken er totalt kaos, meget har jeg set rundt omkring men det her er slemt. Der er ingen regler ser det ud til, der er godt nok streger på vejen men dem er der ingen der retter sig efter. På billedet herunder er en jeepny som er en salgs bustransport, som der er tusindevis af i byen. Jeg har ikke fundet ud af om de kører i forskellige ruter eller om de bare køre rundt uden styring men det virker nærmest sådan. De holder alle vegne og mange af dem man ser på vejene er propfyldte.

Når man skal ag banker man bare en gang i loftet og chaufføren stopper så og man kan komme af.

Byen har meget store kontraster i rigdom og fattigdom. Vores chauffør tog os sammen med Grundfos folkene ud til den gamle fæstning(Billede her først på siden) som spanierne byggede for 400 år siden. På vej derud kørte vi igennem et "bolig" område hvor det virkede som umuligt at der kunne bo mennesker. Lige efter kommer vi så til strand promenaden og inden for 100 meter skifter området fuldstændig karakter. Nu er det ikke slum men store mondæne huse og hoteller og der er pludselig vagter overalt.

Når vi går rundt i byen gør vi det kun i selskab med de lokale fra Grundfos. Vi føler begge to at folk kigger meget intens efter os og vi føler os bestemt ikke sikker. Vi skiller os også uden tvivl ud af mængden, da vi begger er højere end de fleste her og har lyst hår. Det er min opfattelse at hvis man vader rundt i byen men et stort kamera og sin bælte taske så vil man uden tvivl blive overfaldet. Rigtige mange steder, specielt der hvor man gerne vil have turister eller dem med penge, står der betjente med skarpladt skyde våben. Ikke de samme ærtebøsser som politiet har i danmark. Mange af dem har maskinpistoler eller noget der ligner et oversavet jagtgevær.

Selv når vi går ind i et stort indkøbscentre står der politi og visiteret os og det er egentlig en lidt skærmende oplevelse.

Blev lidt imponeret af deres ledningsføring(Se billed herover)

Om aften tog Grundfos os med ud at spise på en lokal restaurant "De syngende Kokke og tjenere" og ja de sang hele aften, både når de tilberedte manden men også når de serverede. Ganske komisk og samtidig fik vi smagt noget af den lokale madkultur.

På vej ud af restauranten og hen til bilen blev vi overfaldet af børn som ville sælge roser og som formodentlig var gade børn. Det så ikke ud som om de lige havde været i bad de sidste par uger og de så som også ud til at kunne bruge nogle penge. Selvom man prøver at ignorere dem så er de meget vedholdende og bliver ved med at prøve at sælge noget, ja man træder dem nærmest ned for at komme ind i bilen.

Sørgelig syn men man kan ikke redde alle verdens børn og man må bare indse at vores samfund i DK ikke er så ringe endag.

Jeg skrive endnu et indlæg om Søndag da vi også her har haft en hel del oplevelser.

/Kaimer