Efter en lidt rolig formiddag og let frokost kørte vi op til Henty Dunes, som er en stor sand mile der bevæger sig på samme måde som Råbjerg mild i nord Jylland. Den er dog 10 gange så stor og det højeste punkt er 45 m over havet.
Christoffer sand snow boardet ned af skrænterne og ellers legede vi der et par timer, bl.a ved at springe ud over skrænterne og se hvem der kunne komme længst. Herefter kørte vi ud til vandet via nogle 4WD track for lige at prøve vores leje bil af. Det gik rigtig fint og jeg skal love for at den kan trække os igennem lidt af hvert.
Området berstår af små orvelevende byer fra mine tiden og igår kørte vi igennem Queenstown som stadig funger som kobber mine by. Kobber minen har ryddet alt vegation i området og når man kommer over bjerg passet og kigger ned på byen ser det nærmest ud som om vi er havnet på mars.
Her er rigtig mange wallabies, pademelons og andre små dyr i naturen og vi så rigtig mange roadkills på vejen herop i går. Det sker ofte om natten og i daggry da dyrene er natte dyr og ofte sidder i vejkanten hvor man ikke rigtig kan se dem før de springer ud foran bilen.
I morgen går turen vidre til Cradle MountainSkriver igen her fra
December 28, 2008
27. Dec - Strahan
Efter en lang dags kørsel er er vi havnet i Strahan på Tasmaniens vestkyst. I morgen står den på badning og afslapning inden vi skal ud at opleve igen.
På turen i dag passerede vi Franklin-Gordon Wild Rivers National park. I parken ligge nogle gamle Aborignier hule som har hule malerier som er dateres helt tilbage til omkring 20.000 år siden. Man kan desværre kun nå disse huler ved at Rafte ned af Franklin River på en 5 dages tur, da parken er sværdt fremkommelig regnskov med dybe kløfter med vilde floder.
Skriver igen fra Cradle Mountain.
På turen i dag passerede vi Franklin-Gordon Wild Rivers National park. I parken ligge nogle gamle Aborignier hule som har hule malerier som er dateres helt tilbage til omkring 20.000 år siden. Man kan desværre kun nå disse huler ved at Rafte ned af Franklin River på en 5 dages tur, da parken er sværdt fremkommelig regnskov med dybe kløfter med vilde floder.
Skriver igen fra Cradle Mountain.
Port Arthur
Ca. Halvanden times kørsel fra Hobart ligger Port Arthur, som er den mest velbevarede fangelejr i Australien. Port Arthur blev brugt til at depotere fanger fra alle de andre fange kolonier i Australien, som skulle have yderliger straf for forseelser som de måtte have begået i fange lejerne.
Port Arthur fungerede i årene 1833 til 1877 og ligger på den Tasmanske halvø ud for Hobart Den er kun forbundet til Tasmanien af en kort ca. 100 m bred tange ved Eaglehawk Neck.For at undgå at fangerne skulle flygte fra øen, havde man hunde bundet fast til pæle på det 100 m brede stykke. Rygtet vill vide at farvandet mellem øen og fastlandet var fyldt med hajer og det er kun ganske få der havde held til at flygte.
Man byggede en mølle for at kunne producere mel til det stadig voksende antal fanger, soldater og beboer. Selve møllen blev manuelt betjænt af fanger som dagen lang trampede for at få møllen til at dreje rundt. Fangerne boede i møllen i rum der var 2.2 m x 1.3 m, hvor der lige var plads til en seng og en stol.
Port Arthur havde også en kirke, hospital, sindsyge anstalt og flere forskellige fængsler. I 1840 levede der mere end 2000 fanger, soldater og civile i byen og den var blevet en større industriel bosættelse der producerede skibe, sko, tøj, møbler og byggesten.
Da briterne stoppede depoteringen af fanger i 1853 blev byen langsomt en rest af det fange system som de havde sat op. Nu huserede de kun de mentale syge som ikke kunne klare sig selv eller dem som manglede at sidde deres tid ud.
I 1877 lukkede Port Arthus og husene blev enten revet ned eller solgt til nye bosættere og en lille by formede sig, Carnarvon.
Port Arthur rummer også på en anden tragisk begivenhed. 18 April 1996 skød og dræbte en forvirret mand 32 mennesker i parken, heriblandt besøgende og guider. Der er i dag et minde sted, for de døde og det er et sort kapitel i Tasmaniens historie.
Drabsmanden blev fanget og fik livstid, hvilket i Australien betyder livstid.
Ghost Tour
Port Arthur er efter sigende et sted hvor genfærd og spøgelser er observeret ret mange gange og derfor havde vi købt billet til deres meget berømte Ghost Tour. Rundvisningen foregår ved solnedgang og fortsætter mens det bliver mørkt.
Jeg er nu ikke den der tror på spøgelser og overnaturlige hændelser og var derfor meget spændt på om jeg ville få en oplevelse der ville overbevise mig om det modsatte. Vi mødte op kl 21.00 og sammen med vores Guide begav vi os ud i aften mørket.
Vi havde 3 lamper med som blev fordelt til 3 deltager. En som skulle gå bagerst og sørge for at alle kom sikkert med tilbage, en skulle gå i midten og så en der skulle gå forrest og altid gå ind i husene eller kælderne alene og først, for at sikre at det nu var sikkert for alle os andre at følge trop.
Christoffer meldte sig frivilligt til at gå forrest og det skulle han snart fortryde.
Det første sted vi kom til var den gamle kirke og her var der flere historier om mord og mystiske dødsfald under opførelsen af kirken. I kirken er der ved flere lejligheder hørt trin fra første etage og man har også set enblå pige.
Men vi hverken hørte eller så noget mystisk.
Det næste sted var ved Præstens bolig og her var der masser af historier om hændelser med, speciuelt børn som kunne beskrive præsten efter at de havde talt med ham. Christoffer blev sendt ned af have gangen med besked på IKKE at kigge ind af vinduerne og så banke på 3 gange. Herefter skulle han gå ind i det mørke hus og ind i gæste værelset før vi andre ville komme. Det syntes han ikke om og vi måtte alle følges med ham.
Men heller ikke her oplevede jeg noget, andet at det da nok var lidt spoky at stå i det gamkle hus og høre fortællinger om hvad det her spøgelse havde udrettet.
Vi besøgte også læge boligen og her fik vi fortalt at man om aften kunne høre nogen skure rundt med møblerne oppe på færste sal. Jer tror vi alle kunne høre det og det lød, godt nok svagt, som om der var nogen der faktisk flyttede rundt på møblerne. Vi fik dog ikke lov til at gå op og kigge om der stod en bånoptager eller noget andet som fremgragte lyden. Havde vi nu fået lov til det kunne det måske have overbevist mig.
En rigitg spændende rundvisning med masser af gys i gamle bygninger som rummer nogle grufulde historier men som desværre ikke overbeviste mig om at der findes spøgelser eller genfærd.
Port Arthur fungerede i årene 1833 til 1877 og ligger på den Tasmanske halvø ud for Hobart Den er kun forbundet til Tasmanien af en kort ca. 100 m bred tange ved Eaglehawk Neck.For at undgå at fangerne skulle flygte fra øen, havde man hunde bundet fast til pæle på det 100 m brede stykke. Rygtet vill vide at farvandet mellem øen og fastlandet var fyldt med hajer og det er kun ganske få der havde held til at flygte.
Man byggede en mølle for at kunne producere mel til det stadig voksende antal fanger, soldater og beboer. Selve møllen blev manuelt betjænt af fanger som dagen lang trampede for at få møllen til at dreje rundt. Fangerne boede i møllen i rum der var 2.2 m x 1.3 m, hvor der lige var plads til en seng og en stol.
Port Arthur havde også en kirke, hospital, sindsyge anstalt og flere forskellige fængsler. I 1840 levede der mere end 2000 fanger, soldater og civile i byen og den var blevet en større industriel bosættelse der producerede skibe, sko, tøj, møbler og byggesten.
Da briterne stoppede depoteringen af fanger i 1853 blev byen langsomt en rest af det fange system som de havde sat op. Nu huserede de kun de mentale syge som ikke kunne klare sig selv eller dem som manglede at sidde deres tid ud.
I 1877 lukkede Port Arthus og husene blev enten revet ned eller solgt til nye bosættere og en lille by formede sig, Carnarvon.
Port Arthur rummer også på en anden tragisk begivenhed. 18 April 1996 skød og dræbte en forvirret mand 32 mennesker i parken, heriblandt besøgende og guider. Der er i dag et minde sted, for de døde og det er et sort kapitel i Tasmaniens historie.
Drabsmanden blev fanget og fik livstid, hvilket i Australien betyder livstid.
Ghost Tour
Port Arthur er efter sigende et sted hvor genfærd og spøgelser er observeret ret mange gange og derfor havde vi købt billet til deres meget berømte Ghost Tour. Rundvisningen foregår ved solnedgang og fortsætter mens det bliver mørkt.
Jeg er nu ikke den der tror på spøgelser og overnaturlige hændelser og var derfor meget spændt på om jeg ville få en oplevelse der ville overbevise mig om det modsatte. Vi mødte op kl 21.00 og sammen med vores Guide begav vi os ud i aften mørket.
Vi havde 3 lamper med som blev fordelt til 3 deltager. En som skulle gå bagerst og sørge for at alle kom sikkert med tilbage, en skulle gå i midten og så en der skulle gå forrest og altid gå ind i husene eller kælderne alene og først, for at sikre at det nu var sikkert for alle os andre at følge trop.
Christoffer meldte sig frivilligt til at gå forrest og det skulle han snart fortryde.
Det første sted vi kom til var den gamle kirke og her var der flere historier om mord og mystiske dødsfald under opførelsen af kirken. I kirken er der ved flere lejligheder hørt trin fra første etage og man har også set enblå pige.
Men vi hverken hørte eller så noget mystisk.
Det næste sted var ved Præstens bolig og her var der masser af historier om hændelser med, speciuelt børn som kunne beskrive præsten efter at de havde talt med ham. Christoffer blev sendt ned af have gangen med besked på IKKE at kigge ind af vinduerne og så banke på 3 gange. Herefter skulle han gå ind i det mørke hus og ind i gæste værelset før vi andre ville komme. Det syntes han ikke om og vi måtte alle følges med ham.
Men heller ikke her oplevede jeg noget, andet at det da nok var lidt spoky at stå i det gamkle hus og høre fortællinger om hvad det her spøgelse havde udrettet.
Vi besøgte også læge boligen og her fik vi fortalt at man om aften kunne høre nogen skure rundt med møblerne oppe på færste sal. Jer tror vi alle kunne høre det og det lød, godt nok svagt, som om der var nogen der faktisk flyttede rundt på møblerne. Vi fik dog ikke lov til at gå op og kigge om der stod en bånoptager eller noget andet som fremgragte lyden. Havde vi nu fået lov til det kunne det måske have overbevist mig.
En rigitg spændende rundvisning med masser af gys i gamle bygninger som rummer nogle grufulde historier men som desværre ikke overbeviste mig om at der findes spøgelser eller genfærd.
26. Dec - Luisa's Walk
Vi ankom til Cascade bryggeriet hvorfra turen startede. Cascade er Australiens ældste bryggeri og faktisk også vores favorit øl. Louisa’s walk er en historisk fortælling om en engelsk kvinde som blev depoteret til Hobart på Van Diemens land, som Tasmanien hed dengang i 1841.
Louisa var oprindelig Irsk og havde taget turen over fra Irland til London efter hendes mands død i 1839. Hun havde tre drenge på 14, 12 og 10 år som hun skulle forsørge. Hun var fattig og havde intet arbejde så hun havde problemer med at skaffe mad.
Samtidig havde de britiske myndigheder besluttet at der skulle flere kvinder til Van Diemens land da der efterhånden var mangle på dem der. De manglede simpelthen kvinder som, husholdersker, hustruer og mødre. Briterne havde i 7-8 år hovedsageligt depoteret mænd til Port Arthur og nu var det tid at sende kvinderne også.
Louisa blev taget i at stjæle brød til sine børn og for det fik hun 7 års deportering på Van Diemens land. Magistraten belsuttede at hendes børn kunne klare sig selv da den største var 14 og at han ville tage sig af de små. Først blev hun set i fængsel på en skib hvor hun skulle vente på at borde det skib som skulle bringe hende og 180 andre kvinder til fængslet “Female Factory” i Hobart.
Men først skulle skibet klargøres og øverste dæk skulle sælges til dem som ville bosætte sig på Van Diemens land og det kunne tage flere måneder før skibet var klar til afgang. Turen var ikke uden fare, flere døde undervejs på den lange tur, som kunne tage op til 9 måneder. En del skibe led også den skæbne at gå under i en af de mange storme som er i det indiske ocean.
Fængslet Female Factory var et grufuldt sted og her skulle Louisa så opholde sig i syv år, hvis hun altså overlevede. Fængslet var opdelt i 3 afdelinger efter hvor grufuld forbrydelse de havde begået. Louisa kom i C afdelingen da hendes forbrydelse blev betegnet som en af de lette.
Mange af de nye bosættere eller tidliger fanger som havde ustrået deres straf, skulle bruge hushjælpere. De kunne så hente en af kvinderne i fængslet og for mange af kvinderne var det en hurtig vej ud af fængslet. Det var dog for de fleste ikke meget bedre da de ofte blev behandlet værre af deres herrer end i fængslet. Mange af dem blev misbrugt og når de så blev gravide blev de sendt tilbage til fængslet og fik yderlige straf fordi det var deres egen skyld.
Børnene blev taget fra dem kun 2 uger efter deres fødsel og måtte klare sig uden deres mor som blev sendt til bage til deres afdeling uden yderligere kontakt. I de 50 år som fængslet fungerede blev der født 1600 børn hvor kun 25 % overlevede. De børn som overlevede blev sendt på et hjem, eller retter et børne fængsle, da britterne regnede disse børn som det laveste i samfundet.
De børn som ikke klarede det blev begravet 500 meter fra fængslet og der er i dag ingen spor eller minder fra den gang. Vi stod dog på det sted der engang havde fungeret som gravsted for alle disse sjæle og jeg må indrømme at det var med stærke følelser at stå her midt på en vej og vide at under mig lå 1200 børn begravet.
Louisa historie ender godt som så mange andre heldigvis. Hun udstod sin straf og giftede sig igen med en af de nye bosættere. Han arbejde på Cascade bryggeriet der var startet på samme tidspunkt som fængslet. Der er dog ingen beretninger om efterkommer til Louisa ej heller om hun nogensinde så sine børn igen. Louisa døde en naturlig død i Hobart.
Fængslet fungerede i 50 år og der blev ialt sendt omkring 15.000 kvinder til stedet. Da der var flest var der 900 fanger og det er flere end der var i Port Arthur på noget tidspunkt. Man kan spørge sig selv hvorfor det først er igennem de sidste 25 år at man er begyndt at bevare mange af disse steder. For briterne er det en sort plet på deres historie og selvom de ikke har mangle på sorte pletter, er det her måske ikke en af dem de ikke ønsker at huske.
Hovedparten af de kvinder som blev depoteret havde kun lavet nogle ganske banale ting som det at stjæle brød eller for mange måske slet ikke noget. Dengang blev de stillet for en magistrant som udmålte straffen, ikke noget med en fair ret som vi kender i dag.
Der skulle jo kvinder til Van Diemens land fordi man manglede dem der, så det kunne ligne ren slave handel, noget som briterne jo har været ganske gode til hvis vi kigger tilbage i hsístorien. Her var det blot med deres eget folk, så ikke noget at sige til at de helst ikke vil mindes om det.
Det pardoksale var jo at de behandlede dem meget dårligt i fængslet, slog deres børn ihjæl selvom de jo manglede både børn og kvinder. Dengang kunne men jo ikke lige fortælle i England hvordan det stod til og så få at vide at man skulle lave det om. Det kunne jo tage mere end et år før man havde fået svar på et brev da den eneste mulighed var at sende det med skib.
Mange af dem der overlevede blev på Van Diemens land, som om de havde andre muligheder, fik de efterfølgende en langt bedre tilværelse end den de kunne have fået i London på samme tid.
Da hele historien spilles af skuespillere på vores vandretur fra bryggeriet til fængslet er det en meget stærk oplevelse man lever sig næsten helt ind i den og får fornemmelse af at være der.
Nu kender vi ligesom noget af den historie som Tasmanien bygger på og det er jo ikke det samme som at læse om gamle Danske konger og vores historie.
Louisa var oprindelig Irsk og havde taget turen over fra Irland til London efter hendes mands død i 1839. Hun havde tre drenge på 14, 12 og 10 år som hun skulle forsørge. Hun var fattig og havde intet arbejde så hun havde problemer med at skaffe mad.
Samtidig havde de britiske myndigheder besluttet at der skulle flere kvinder til Van Diemens land da der efterhånden var mangle på dem der. De manglede simpelthen kvinder som, husholdersker, hustruer og mødre. Briterne havde i 7-8 år hovedsageligt depoteret mænd til Port Arthur og nu var det tid at sende kvinderne også.
Louisa blev taget i at stjæle brød til sine børn og for det fik hun 7 års deportering på Van Diemens land. Magistraten belsuttede at hendes børn kunne klare sig selv da den største var 14 og at han ville tage sig af de små. Først blev hun set i fængsel på en skib hvor hun skulle vente på at borde det skib som skulle bringe hende og 180 andre kvinder til fængslet “Female Factory” i Hobart.
Men først skulle skibet klargøres og øverste dæk skulle sælges til dem som ville bosætte sig på Van Diemens land og det kunne tage flere måneder før skibet var klar til afgang. Turen var ikke uden fare, flere døde undervejs på den lange tur, som kunne tage op til 9 måneder. En del skibe led også den skæbne at gå under i en af de mange storme som er i det indiske ocean.
Fængslet Female Factory var et grufuldt sted og her skulle Louisa så opholde sig i syv år, hvis hun altså overlevede. Fængslet var opdelt i 3 afdelinger efter hvor grufuld forbrydelse de havde begået. Louisa kom i C afdelingen da hendes forbrydelse blev betegnet som en af de lette.
Mange af de nye bosættere eller tidliger fanger som havde ustrået deres straf, skulle bruge hushjælpere. De kunne så hente en af kvinderne i fængslet og for mange af kvinderne var det en hurtig vej ud af fængslet. Det var dog for de fleste ikke meget bedre da de ofte blev behandlet værre af deres herrer end i fængslet. Mange af dem blev misbrugt og når de så blev gravide blev de sendt tilbage til fængslet og fik yderlige straf fordi det var deres egen skyld.
Børnene blev taget fra dem kun 2 uger efter deres fødsel og måtte klare sig uden deres mor som blev sendt til bage til deres afdeling uden yderligere kontakt. I de 50 år som fængslet fungerede blev der født 1600 børn hvor kun 25 % overlevede. De børn som overlevede blev sendt på et hjem, eller retter et børne fængsle, da britterne regnede disse børn som det laveste i samfundet.
De børn som ikke klarede det blev begravet 500 meter fra fængslet og der er i dag ingen spor eller minder fra den gang. Vi stod dog på det sted der engang havde fungeret som gravsted for alle disse sjæle og jeg må indrømme at det var med stærke følelser at stå her midt på en vej og vide at under mig lå 1200 børn begravet.
Louisa historie ender godt som så mange andre heldigvis. Hun udstod sin straf og giftede sig igen med en af de nye bosættere. Han arbejde på Cascade bryggeriet der var startet på samme tidspunkt som fængslet. Der er dog ingen beretninger om efterkommer til Louisa ej heller om hun nogensinde så sine børn igen. Louisa døde en naturlig død i Hobart.
Fængslet fungerede i 50 år og der blev ialt sendt omkring 15.000 kvinder til stedet. Da der var flest var der 900 fanger og det er flere end der var i Port Arthur på noget tidspunkt. Man kan spørge sig selv hvorfor det først er igennem de sidste 25 år at man er begyndt at bevare mange af disse steder. For briterne er det en sort plet på deres historie og selvom de ikke har mangle på sorte pletter, er det her måske ikke en af dem de ikke ønsker at huske.
Hovedparten af de kvinder som blev depoteret havde kun lavet nogle ganske banale ting som det at stjæle brød eller for mange måske slet ikke noget. Dengang blev de stillet for en magistrant som udmålte straffen, ikke noget med en fair ret som vi kender i dag.
Der skulle jo kvinder til Van Diemens land fordi man manglede dem der, så det kunne ligne ren slave handel, noget som briterne jo har været ganske gode til hvis vi kigger tilbage i hsístorien. Her var det blot med deres eget folk, så ikke noget at sige til at de helst ikke vil mindes om det.
Det pardoksale var jo at de behandlede dem meget dårligt i fængslet, slog deres børn ihjæl selvom de jo manglede både børn og kvinder. Dengang kunne men jo ikke lige fortælle i England hvordan det stod til og så få at vide at man skulle lave det om. Det kunne jo tage mere end et år før man havde fået svar på et brev da den eneste mulighed var at sende det med skib.
Mange af dem der overlevede blev på Van Diemens land, som om de havde andre muligheder, fik de efterfølgende en langt bedre tilværelse end den de kunne have fået i London på samme tid.
Da hele historien spilles af skuespillere på vores vandretur fra bryggeriet til fængslet er det en meget stærk oplevelse man lever sig næsten helt ind i den og får fornemmelse af at være der.
Nu kender vi ligesom noget af den historie som Tasmanien bygger på og det er jo ikke det samme som at læse om gamle Danske konger og vores historie.
25. Dec - Hobart
Så ankom vi til Hobart og fandt hurtig vores hytte lige nord for byen. Om aften kørte vi ind til Hobart for at finde et sted at spise. Det skulle vise sig ikke at være så let da alt har lukket 1. Juledag, men efter noget søgen fandt vi en Indisk resturant. Her fik vi et rigtig godt aften måltid, med Papadam, Naan, Kylling med Tikka Masala, Butter Chicken og carry.
December 17, 2008
Indonesien
Jakarta
Så er jeg på farten igen og i sidste uge var jeg i Manila for anden gang på projektet. Manila er en by med store kontraster og det er nu en oplevelse bare at køre igennem byen til og fra kontoret. Vi boede på Hilton og tirsdag morgen var der spækket med presse fotografer nede i foryen, ikke fordi jeg var der men fordi ham deres bokser som slog Oscar Del la Hoya forrige søndag, checkede ind på hotellet mandag aften.
Nå men nu er jeg så i Jakarta, onsdag og torsdag i denne uge. først på ugen var jeg i Kuala Lumpur i Malaysia så jeg kommer da noget omkring. I morgen torsdag skal jeg retur til Melbourne da vi har Team buildning i Platon AU. Når lige at lande fredag morgen, hjem og få et bad os så ind på kontoret. Holder nok ikke så længe fredag aften.
Jakarta er nok det sted jeg har været hvor indtrykkene er stærkest. Jeg når jo ikke så meget sightseeing mens jeg er ude, da vi mest arbejder hele dagen og igen om aften på hotellet.
Turen til Grundfos' kontor om morgen er en oplevelse i sig selv. Kontrasten mellem rig og fattig gør stort indtryk. De rige bor i store huse bag piktråds hegn lige op af træ og blik skure hvor dem der bor her formodentlig kun tænker på er om de får mad samme dag.
Det virker som om vores egne daglige problemer får et helt andet perspektiv og jeg bliver nødt til at tage familien herop, på vores vej retur til Europa. Børnene kan forhåbentlig lære at sætte pris på det de har, ved at opleve børn som kun ejer de bukser og sandaler som de har på.
Her er beskidt overalt, det flyder med affald alle steder i store og små bunker. Flere steder ser man folk gå rundt i affaldet for at finde noget de kan genbruge. Men også i vejkanten ligger det skidt ligesom efter en våd fodboldkamp i parken. Der er mudder overalt, da kloak systemerne ikke kan klare vand presset når det regner. Det gør det i øjeblikket skal jeg hilse og sige, men det er som om det alligevel ikke får tingene til at gå i stå, som det ville gøre i danmark.
Trafikken virker fuldstændig som kaos, alle kører ind og ud imellem hinanden og der er ingen der bruger vognbanerne til noget, det er alle imod alle. Der er busser men ikke rigtig noget fungerende offentlig transport system. Så derfor kan alle købe en scooter for 50 dollars og så betale staten en sum hver måned i leje. Det betyder at de fleste, også dem der ikke har så meget at gøre med, kan få råd til et køretøj som kan bringe dem på arbejde.
Det betyder også at der er tusindvis, ja det virker nærmest som om der er millionvis af scootere om morgen. De køre indvendig og udvendig og ind imellem alle bilerne og det ser faktisk ganske farligt ud. Sammen med de få cykler og så alle de små trehjulet knallert taxier med hus som er i trafikken, virker det fuldstændig kaotisk. Alle bruger hornet også selvom man er langt nede i køen før et lyskryds, så der er en øredøvende larm fra bilerne.
Men på en eller anden forunderlig måde kører trafikken og den går aldrig rigtig helt i stå. Det er som om at man acceptere at bilerne, scooterne, cyklerne og knallert taxierne presser sig ind og ud imellem hinanden Man slipper lige foden fra speederen og så får de lige hornet også kører man ellers bare videre.
Lige ud for mit hotel er der en moske og hver aften er der meget støj derfra. En eller anden præst står og bræer ud over det hele og jeg kan altså ikke forstå at de skal bruge en 5000 Wats forstærker på toppen af taget. Det står på i flere timer og det er helt umuligt at høre fjernsynet selvom jeg bor på 20. etage. Hvorfor skal alle i bydelen høre på det....Nå men det skal jeg jo nok ikke gøre mig klog på.
Nok for denne gang og der er formodentlig sidste gang jeg skal til der her områder af verden. først i det nye år skal jeg lige en uge til KL igen og så er jeg kun backup for vores nye mand på projektet. Det kan godt give enkelte ture til næste år men der er ikke noget planlagt endnu.
På firma fronten ser det rigtig lovende ud lige nu. Jeg tror vi har fat i noget der kan gå hen og blive rigtig stort og første halvår at 2009 kan blive rigtig travlt og med lidt held, for det skal der jo også til, kan vi fordoble antallet af medarbejder de næste 6 måneder.
/Kaimer
December 13, 2008
Ny Skole til Christoffer
Rowville College
Christoffer har givet udtryk for at han savnede nogle af de fodbold milijoer som han havde i Danmark hvor han tit moedtes med kammerater paa sporteren, bare for at spille fodbold. Herude er det Basketball, Cricket og AFL(Australak fodbold) som man gaar op i.
Han ville gerne paa en skole hvor der var mere fodbold og sport paa programmet, saa derfor har vi kigget efter en anden skole til ham.
Vi fandt Rowville Secondary college hvor de har et sports academi for talentfulde indaetsudoevere indenfor Basketball, Fodbold, Netball og Golf.
Der er et ugentlig 10 timers traenings program som overbygning paa skolen normale 20 timer. Han var til preove traening i tirsdags og det gik ganske godt. De har tilbudt ham en plads og han skal starte efter sommerferien her til starten af Februar.
Det er en seperat linine hvor alle idraets eleverne gaar i samme klasser spredt mellem sportsgrenene og som saadan ikke foelger de ikke de "Normale" college klasser. Christoffer og jeg var derude i gaar og skriove under poaa alle papirene og for at faa en rundvisning og se lidt paa forholdene, som er ganske gode efter Australsk forhold.
Eget fitness center, samarbejde med Monash University i forbindelse med test og traening, indendoers hal, stor kunst traenings anlaeg, ny kunstgraes(ellers kan man ikke spille om sommeren) anlaen med tribune, o.s.v
Han glaeder sig helt vildt til at komme igang og en ekstra bonus var at deres skole uniform, for Academiet er sports toej og ikke skjorte og slip. Det var lige noget han kunne bruge...som han sagde, "Maa jeg saa braende det gamle"....
Rent logistik messigt giver det os lidt af en udfordring, men det maa vi loese han af vejen. Han kan tage bussen(2 ruter) derud og vil have lige over en times transport frem og tilbage.
Saa med 30 timer plus 5 timer til pauser og 10 timers transport ugentlig, bliver det nogle lange dage. Naar man saa ogsaa skal passe fodboldtraeningen i sin klub 2 gange om ugen og spille kamp i weekenden, bliver der ikke saa meget tid til overs til andet en lektier.
Vi har overvejet om vi skal flytte ud i omraadet da det giver os nogle ander positive ting med paa vejen. Huslejen er kun det halve af hvad vi giver her saa vi vil kunne spare en del mere op mens vi er her og da Camilla alligevel skal skifte skole i forbindelse med skiftet fra Primary og Secondary college var det maaske passende.
Det er ogsaa meget taettere paa diverse rideskole hvor hun kan dyrke hendes ridning noget mere end hun ellers har gjort her. Den eneste udfordring det vil give os er min transport til arbejde men det kunne jeg godt leve med et eller 2 aar. Nu maa vi se om vi kan saelge ideen til dem.
Vi tror han faar afprovet om han virkelig vil arbejde maalrettet imod at komme tilbage til Europa og spille for en klub. Vi har rigtige gode kontakter til klubber i England, Holland og Scotland via alle hans maalmands/fodbolds traenerer som kan skaffe proeve traeninger der.
Saa nu maa vi se hvor vi ender naar vi engang kommer "hjem", maaske han skal bestemme hvor vi skal bo naeste gang. :-)
/Kaimer
Christoffer har givet udtryk for at han savnede nogle af de fodbold milijoer som han havde i Danmark hvor han tit moedtes med kammerater paa sporteren, bare for at spille fodbold. Herude er det Basketball, Cricket og AFL(Australak fodbold) som man gaar op i.
Han ville gerne paa en skole hvor der var mere fodbold og sport paa programmet, saa derfor har vi kigget efter en anden skole til ham.
Vi fandt Rowville Secondary college hvor de har et sports academi for talentfulde indaetsudoevere indenfor Basketball, Fodbold, Netball og Golf.
Der er et ugentlig 10 timers traenings program som overbygning paa skolen normale 20 timer. Han var til preove traening i tirsdags og det gik ganske godt. De har tilbudt ham en plads og han skal starte efter sommerferien her til starten af Februar.
Det er en seperat linine hvor alle idraets eleverne gaar i samme klasser spredt mellem sportsgrenene og som saadan ikke foelger de ikke de "Normale" college klasser. Christoffer og jeg var derude i gaar og skriove under poaa alle papirene og for at faa en rundvisning og se lidt paa forholdene, som er ganske gode efter Australsk forhold.
Eget fitness center, samarbejde med Monash University i forbindelse med test og traening, indendoers hal, stor kunst traenings anlaeg, ny kunstgraes(ellers kan man ikke spille om sommeren) anlaen med tribune, o.s.v
Han glaeder sig helt vildt til at komme igang og en ekstra bonus var at deres skole uniform, for Academiet er sports toej og ikke skjorte og slip. Det var lige noget han kunne bruge...som han sagde, "Maa jeg saa braende det gamle"....
Rent logistik messigt giver det os lidt af en udfordring, men det maa vi loese han af vejen. Han kan tage bussen(2 ruter) derud og vil have lige over en times transport frem og tilbage.
Saa med 30 timer plus 5 timer til pauser og 10 timers transport ugentlig, bliver det nogle lange dage. Naar man saa ogsaa skal passe fodboldtraeningen i sin klub 2 gange om ugen og spille kamp i weekenden, bliver der ikke saa meget tid til overs til andet en lektier.
Vi har overvejet om vi skal flytte ud i omraadet da det giver os nogle ander positive ting med paa vejen. Huslejen er kun det halve af hvad vi giver her saa vi vil kunne spare en del mere op mens vi er her og da Camilla alligevel skal skifte skole i forbindelse med skiftet fra Primary og Secondary college var det maaske passende.
Det er ogsaa meget taettere paa diverse rideskole hvor hun kan dyrke hendes ridning noget mere end hun ellers har gjort her. Den eneste udfordring det vil give os er min transport til arbejde men det kunne jeg godt leve med et eller 2 aar. Nu maa vi se om vi kan saelge ideen til dem.
Vi tror han faar afprovet om han virkelig vil arbejde maalrettet imod at komme tilbage til Europa og spille for en klub. Vi har rigtige gode kontakter til klubber i England, Holland og Scotland via alle hans maalmands/fodbolds traenerer som kan skaffe proeve traeninger der.
Saa nu maa vi se hvor vi ender naar vi engang kommer "hjem", maaske han skal bestemme hvor vi skal bo naeste gang. :-)
/Kaimer
December 01, 2008
Sommer og Skoleafslutning
Jul?
Nu er det jo vi plejer at være i julestemning hjemme i DK men det ligger det lidt tungt med her. Når sommeren nu er på vej og børnene går på sommerferie om små 3 uger så er det altså ikke rigtig jul. Vi har godt nok forsøgt os med den årlige julebagning, marcipan og æbleskiver her i weekenden men det er altså ikke rigtig.
Næste weekend kommer Kasper, Yasmin, Mike og Vibeke på besøg til Gløgg og æbleskiver og så må vi se om ikke det kan hjælpe lidt.
Foråret har godt nok ikke været så godt som sidste år syntes vi. Jeg tror dog at vi har vænnet os til bedre vejr for vi har fået mindre regn i vinters og her til foråret og vi har ofte 18/19 til 27/28 grader og det er vel ikke så slemt endag.
Skolerne er tæt på deres årsafslutning og derved også de sidste afsluttende konkurrencer i diverse sports aktiviteter.
Circleball
Camilla var med på skolens circleball hold og de nåede helt til finalen i deres zone. Circlebll er en slags netball hvis det hjælper på forståelsen Man spiller men en bold a' la basketball og der er en kurv i hver ende hvor man scorer, dog uden den plade som er i basketball. Alle spillerne på hvert hold er placeret i hver sin cirkel undtaget en, som må løbe på hele banen. (Camilla har forklaret mig det så jeg ved ikke mere)
Camillas hold vandt finalen og er nu School Zone winner 2008, flot gået.
Camilla starter på McKnnon Secondry school www.mckinnonsc.vic.edu.au/ i grade 7 efter sommerferien, så det bliver en helt ny verden forhende.
Rugby
Christoffer spillede rugby her i Term 4 og hans hold nåede helt til Stats finalerne sammen med 11 andre hold. De spillede alle mod alle i 2 grupper af 6, hvor de første 2 i hver gruppe spillede semi- og finaler. De endte på en 4 plads i deres gruppe som er blandt de bedste 8 skoler i Staten Victoria. Christoffer fortæller at de hold som kom i semi- og finalen alle var store sorte mindst 2 meter høje og 2 meter mellem øjnene. En f hans klasse kammerater mistede en tand og en anden kom til skade med benet. Han havde selv en del blå mærker en flækket læbe og var noget øm dagen efter.
Christoffer vil gerne på en anden skole hvor der bruges endnu mere tid på sport og gerne fodbold. Vi er på udkig efter en anden skole og der er flere at vælge imellem, spørgsmålet er om han kan komme ind der hvor det ikke koster alt for meget. Vi kan vælge en privat skole som Haileybury www.haileybury.vic.edu.au men prisen er 100.000,- Danske kr. om året, så måske jeg lige skal have genforhandlet min løn hvis han skal gå der :-)
Vi har fundet en skole som har et specielt sports akademi til talenter indenfor bestemte sportsgene heriblandt fodbold. Vi er i gang med at finde ud af om han kan komme ind og det finder vi ud af inden for de næste par uger.
Arbejde
I næste uge skal jeg til Manila på Phillippinerne igen og det er som ok. Det er dog ikke alt for sikkert et sted at være nå man ser på hvilke steder der bliver angrebet af terrorister i øjeblikket. Man ved jo aldrig når man rejser i de der lande hvor man nemt kan se at jeg ikke er indfødt. Nå men nu må vi se det er formodentlig sidste gang jeg skal derop. Jeg skal nok have MDM drengene med på Havana bar og kigge på seværdighederne :-).
Ugen efter skal jeg først til Malaysia i 2 dage og så til Jakarta i 2 dage, hvorefter jeg flyver hjem natten til fredag for at deltage i vores første firma Teambuilding fredagen før jul. Mere om det når vi når dertil.
Skriver igen fra Manila.
/Kaimer
Nu er det jo vi plejer at være i julestemning hjemme i DK men det ligger det lidt tungt med her. Når sommeren nu er på vej og børnene går på sommerferie om små 3 uger så er det altså ikke rigtig jul. Vi har godt nok forsøgt os med den årlige julebagning, marcipan og æbleskiver her i weekenden men det er altså ikke rigtig.
Næste weekend kommer Kasper, Yasmin, Mike og Vibeke på besøg til Gløgg og æbleskiver og så må vi se om ikke det kan hjælpe lidt.
Foråret har godt nok ikke været så godt som sidste år syntes vi. Jeg tror dog at vi har vænnet os til bedre vejr for vi har fået mindre regn i vinters og her til foråret og vi har ofte 18/19 til 27/28 grader og det er vel ikke så slemt endag.
Skolerne er tæt på deres årsafslutning og derved også de sidste afsluttende konkurrencer i diverse sports aktiviteter.
Circleball
Camilla var med på skolens circleball hold og de nåede helt til finalen i deres zone. Circlebll er en slags netball hvis det hjælper på forståelsen Man spiller men en bold a' la basketball og der er en kurv i hver ende hvor man scorer, dog uden den plade som er i basketball. Alle spillerne på hvert hold er placeret i hver sin cirkel undtaget en, som må løbe på hele banen. (Camilla har forklaret mig det så jeg ved ikke mere)
Camillas hold vandt finalen og er nu School Zone winner 2008, flot gået.
Camilla starter på McKnnon Secondry school www.mckinnonsc.vic.edu.au/ i grade 7 efter sommerferien, så det bliver en helt ny verden forhende.
Rugby
Christoffer spillede rugby her i Term 4 og hans hold nåede helt til Stats finalerne sammen med 11 andre hold. De spillede alle mod alle i 2 grupper af 6, hvor de første 2 i hver gruppe spillede semi- og finaler. De endte på en 4 plads i deres gruppe som er blandt de bedste 8 skoler i Staten Victoria. Christoffer fortæller at de hold som kom i semi- og finalen alle var store sorte mindst 2 meter høje og 2 meter mellem øjnene. En f hans klasse kammerater mistede en tand og en anden kom til skade med benet. Han havde selv en del blå mærker en flækket læbe og var noget øm dagen efter.
Christoffer vil gerne på en anden skole hvor der bruges endnu mere tid på sport og gerne fodbold. Vi er på udkig efter en anden skole og der er flere at vælge imellem, spørgsmålet er om han kan komme ind der hvor det ikke koster alt for meget. Vi kan vælge en privat skole som Haileybury www.haileybury.vic.edu.au men prisen er 100.000,- Danske kr. om året, så måske jeg lige skal have genforhandlet min løn hvis han skal gå der :-)
Vi har fundet en skole som har et specielt sports akademi til talenter indenfor bestemte sportsgene heriblandt fodbold. Vi er i gang med at finde ud af om han kan komme ind og det finder vi ud af inden for de næste par uger.
Arbejde
I næste uge skal jeg til Manila på Phillippinerne igen og det er som ok. Det er dog ikke alt for sikkert et sted at være nå man ser på hvilke steder der bliver angrebet af terrorister i øjeblikket. Man ved jo aldrig når man rejser i de der lande hvor man nemt kan se at jeg ikke er indfødt. Nå men nu må vi se det er formodentlig sidste gang jeg skal derop. Jeg skal nok have MDM drengene med på Havana bar og kigge på seværdighederne :-).
Ugen efter skal jeg først til Malaysia i 2 dage og så til Jakarta i 2 dage, hvorefter jeg flyver hjem natten til fredag for at deltage i vores første firma Teambuilding fredagen før jul. Mere om det når vi når dertil.
Skriver igen fra Manila.
/Kaimer
Subscribe to:
Posts (Atom)
