26. Dec - Luisa's Walk

Vi ankom til Cascade bryggeriet hvorfra turen startede. Cascade er Australiens ældste bryggeri og faktisk også vores favorit øl. Louisa’s walk er en historisk fortælling om en engelsk kvinde som blev depoteret til Hobart på Van Diemens land, som Tasmanien hed dengang i 1841.

Louisa var oprindelig Irsk og havde taget turen over fra Irland til London efter hendes mands død i 1839. Hun havde tre drenge på 14, 12 og 10 år som hun skulle forsørge. Hun var fattig og havde intet arbejde så hun havde problemer med at skaffe mad.

Samtidig havde de britiske myndigheder besluttet at der skulle flere kvinder til Van Diemens land da der efterhånden var mangle på dem der. De manglede simpelthen kvinder som, husholdersker, hustruer og mødre. Briterne havde i 7-8 år hovedsageligt depoteret mænd til Port Arthur og nu var det tid at sende kvinderne også.

Louisa blev taget i at stjæle brød til sine børn og for det fik hun 7 års deportering på Van Diemens land. Magistraten belsuttede at hendes børn kunne klare sig selv da den største var 14 og at han ville tage sig af de små. Først blev hun set i fængsel på en skib hvor hun skulle vente på at borde det skib som skulle bringe hende og 180 andre kvinder til fængslet “Female Factory” i Hobart.

Men først skulle skibet klargøres og øverste dæk skulle sælges til dem som ville bosætte sig på Van Diemens land og det kunne tage flere måneder før skibet var klar til afgang. Turen var ikke uden fare, flere døde undervejs på den lange tur, som kunne tage op til 9 måneder. En del skibe led også den skæbne at gå under i en af de mange storme som er i det indiske ocean.

Fængslet Female Factory var et grufuldt sted og her skulle Louisa så opholde sig i syv år, hvis hun altså overlevede. Fængslet var opdelt i 3 afdelinger efter hvor grufuld forbrydelse de havde begået. Louisa kom i C afdelingen da hendes forbrydelse blev betegnet som en af de lette.

Mange af de nye bosættere eller tidliger fanger som havde ustrået deres straf, skulle bruge hushjælpere. De kunne så hente en af kvinderne i fængslet og for mange af kvinderne var det en hurtig vej ud af fængslet. Det var dog for de fleste ikke meget bedre da de ofte blev behandlet værre af deres herrer end i fængslet. Mange af dem blev misbrugt og når de så blev gravide blev de sendt tilbage til fængslet og fik yderlige straf fordi det var deres egen skyld.

Børnene blev taget fra dem kun 2 uger efter deres fødsel og måtte klare sig uden deres mor som blev sendt til bage til deres afdeling uden yderligere kontakt. I de 50 år som fængslet fungerede blev der født 1600 børn hvor kun 25 % overlevede. De børn som overlevede blev sendt på et hjem, eller retter et børne fængsle, da britterne regnede disse børn som det laveste i samfundet.

De børn som ikke klarede det blev begravet 500 meter fra fængslet og der er i dag ingen spor eller minder fra den gang. Vi stod dog på det sted der engang havde fungeret som gravsted for alle disse sjæle og jeg må indrømme at det var med stærke følelser at stå her midt på en vej og vide at under mig lå 1200 børn begravet.

Louisa historie ender godt som så mange andre heldigvis. Hun udstod sin straf og giftede sig igen med en af de nye bosættere. Han arbejde på Cascade bryggeriet der var startet på samme tidspunkt som fængslet. Der er dog ingen beretninger om efterkommer til Louisa ej heller om hun nogensinde så sine børn igen. Louisa døde en naturlig død i Hobart.

Fængslet fungerede i 50 år og der blev ialt sendt omkring 15.000 kvinder til stedet. Da der var flest var der 900 fanger og det er flere end der var i Port Arthur på noget tidspunkt. Man kan spørge sig selv hvorfor det først er igennem de sidste 25 år at man er begyndt at bevare mange af disse steder. For briterne er det en sort plet på deres historie og selvom de ikke har mangle på sorte pletter, er det her måske ikke en af dem de ikke ønsker at huske.

Hovedparten af de kvinder som blev depoteret havde kun lavet nogle ganske banale ting som det at stjæle brød eller for mange måske slet ikke noget. Dengang blev de stillet for en magistrant som udmålte straffen, ikke noget med en fair ret som vi kender i dag.
Der skulle jo kvinder til Van Diemens land fordi man manglede dem der, så det kunne ligne ren slave handel, noget som briterne jo har været ganske gode til hvis vi kigger tilbage i hsístorien. Her var det blot med deres eget folk, så ikke noget at sige til at de helst ikke vil mindes om det.

Det pardoksale var jo at de behandlede dem meget dårligt i fængslet, slog deres børn ihjæl selvom de jo manglede både børn og kvinder. Dengang kunne men jo ikke lige fortælle i England hvordan det stod til og så få at vide at man skulle lave det om. Det kunne jo tage mere end et år før man havde fået svar på et brev da den eneste mulighed var at sende det med skib.

Mange af dem der overlevede blev på Van Diemens land, som om de havde andre muligheder, fik de efterfølgende en langt bedre tilværelse end den de kunne have fået i London på samme tid.
Da hele historien spilles af skuespillere på vores vandretur fra bryggeriet til fængslet er det en meget stærk oplevelse man lever sig næsten helt ind i den og får fornemmelse af at være der.

Nu kender vi ligesom noget af den historie som Tasmanien bygger på og det er jo ikke det samme som at læse om gamle Danske konger og vores historie.