Ture I dag gik nordpå op i det “vilde Australien”, til Daintree regnskoven. Det er en af de få steder i Australien hvor regnskoven går helt ud til vandet. Daintree regnskoven er også verdens ældste eksisterende regnskov, ca. 120 mio år gammel og ca. 10 gange så gammel som Amazonas regnskov. Det er et af de mest ufremkommelige steder i Australien og man køre ikke ret langt nordpå fra Port Douglas før man rammer grusvej, som er den eneste forbindelse de sidste 400 km til toppen at Australien. Heroppe bor der kun indfødte(Aboriginals), og man kan køre hele vejen op til toppen, men man skal have tilladelse af de lokale aboriginier for at passere deres områder det sidst stykke. Der er ingen egentlig vej, det er en grus vej der mange steder er helt skylet væk i regntiden. Det er en lang og barsk tur hvis man vil køre helt derop og anbefalingerne er at man skal være en erfaren chauffør og have en 4 hjulstrækker for at kunne gøre det.
Efter ca 40 km kørsel fra Port Douglas, på ganske god vej rammer vi floden Daintree River og det er her det vilde Australien begynder.
Vi sejlede en tur på den ca. 120 km lage flod, som ser rigtig skøn ud og det er også meget fristende at springe i vandet, når man syntes det bliver for varmt. Men gør man det er det med livet som indsats, for vi befinder os i krokodille land. Godt nok er floden ferskvand, man hver dag ved flod, bringer tidevandet saltvand ca. 30 km op i floden hvilket betyder at saltvands krokodillerne også er her. Der er hvert år nogle som bliver angrebet, oftest dumme turister som ikke overholder advarsels skiltene, som i øvrigt står overalt. Camilla var meget bekymret over hvordan vi kunne komme ned til båden uden af blive angrebet og jeg skal da også love for at der ingen chancer tages. Der var engang bro ud i vandet til en stål ponton, hvor båden lagde til. Så ingen sultne krokodiller i nærheden.
De store og aggesive hanner har hver især tilkæmpet sig sit territorier på ca. 1 km af bredden i den ene side, hvor den jager fra. Dog er der også en del hanner som bare svømmer rundt og forsøger at tilkæmpe sig et territorie. Da de kan blive under vand i op til 2 timer, kam man jo ikke lige se hvor mange og hvor de er. Ca. 10 min oppe af floden så vi en ca. 5 m lang han, som netop bevægede sig ud i vandet da vi kom sejlende. Lidt skræmmende var det, for vi var vel 10-15 meter væk og han svømmede lige ud imod os og forsvandt så. Guiden forsikrede os at den var bange for båden og ikke ville komme tæt på, godt med ham, vi trak os nu alligevel lidt længere ind imod midten af båden.
En kabelfærge er forbindelsen videre nordpå og på den anden side af floden ændre vejen fuldstændig karakter. Godt nok er der asfalt, men mange steder er der store huller og der er ofte målepinde i vejsiden, så man kan se vanddybden i regntiden. Om sommeren regner her rigtig meget og floder og vandløb løber over deres breder og der dannes alternative vandløb, når alt vandet skal ned fra bjergene som ligger lige ud til vandet.
Vejen snor sig igennem regnskoven, op over små bjerge og ned igen langs vandet. Her er meget lage hvide sandstrande med koralblå vand og masser af tæt regnskov. Efter endnu ca, 35 km kørsel af snoede småvej stoppede vi ved Cape Tribulation, den sidste by (hvis man kan kalde det en by) hvor der er asfalt. Herfra er det kun de store 4 hjulstrækker der kan komme frem. Allerhelst skal man være 2 biler der følges, så den ene kan trække den anden fri, hvis man skulle sætte sig fast. Da vi ikke havde lejet en sådan bil måtte vi vende og køre retur. Vis stoppe dog for en kort vandring i regnskoven hvor vi bl.a så flere liguaner, fugle, farvestrålende sommerfugle og flere mystiske insekter. Her er også masser af slager men dem så vi nu ingen af. Vi var også på stranden, flere steder i området, som alle er helt mennesketomme. Lidt underligt, ved første tanke, men vi er stadig i en periode hvor der kan være ”Stingers” (brandmænd) i vandet. De er her hele sommeren fra nov-april/maj. Det er ikke lige den type brandmænd som vi kender i Danmark men nogle ganske farlig af slagsen. De kan være dræbende og alle steder er der advarsels skilte. Så der var heller ingen af os der lige skulle et smut ud i vandet, selvom det var fristende. Da krokodillerne i området har været fredet i mange år, er det ved at blive et stort problem for dem, da der er alt for mange af dem. Det betyder at krokodillerne skifter flod, forstået på den måde at de svømmer fra flod til flod for at finde et territorie, hvor de kan jage. Det betyder at de er ude i havet og ikke kun i floderne og selvom de lokale siger at de ikke jager i havet, hvem har så lyst til at møde en af dem på en svømmetur.
På vej tilbage til civilisationen stoppede vi ved en lille bar/Cafe ud til havet og fik frokost. Fedt at sidde og kigge ud over vandet samtidig med at man indtager sin frokost, lige midt i regnskoven. Lidt længer nede af vejen besøgte vi en gård der solgte hjemmelavet tropisk is. Dejligt med lidt Mango, Kokos, ....is til at køle af på. Kvinden der stop i boden, viste sig at være dansk og har boet her i 20 år. Hun kunne fortælle nogle historier om hvordan det var for 20 år siden i området før vejen blev asfalteret. Vi skulle også have været i Mossman Gorge, men klokken var mange og vi var alle trætte ovenpå dagens oplevelser, så det må blive senere på ugen. Men i Mossman Gorge kan man vandre på en sti i regnskoven og eftersigende bade i et af de mange (ferskvands) vandhuller der er. Der er ingen krokodiller, siger de, men lad os nu se om vi har”lyst” til det når vi kommer derop. I morgen skal vi på havet igen go vejrudsigten siger vindstille og sol så det bliver fedt.
Efter ca 40 km kørsel fra Port Douglas, på ganske god vej rammer vi floden Daintree River og det er her det vilde Australien begynder.
Vi sejlede en tur på den ca. 120 km lage flod, som ser rigtig skøn ud og det er også meget fristende at springe i vandet, når man syntes det bliver for varmt. Men gør man det er det med livet som indsats, for vi befinder os i krokodille land. Godt nok er floden ferskvand, man hver dag ved flod, bringer tidevandet saltvand ca. 30 km op i floden hvilket betyder at saltvands krokodillerne også er her. Der er hvert år nogle som bliver angrebet, oftest dumme turister som ikke overholder advarsels skiltene, som i øvrigt står overalt. Camilla var meget bekymret over hvordan vi kunne komme ned til båden uden af blive angrebet og jeg skal da også love for at der ingen chancer tages. Der var engang bro ud i vandet til en stål ponton, hvor båden lagde til. Så ingen sultne krokodiller i nærheden.
De store og aggesive hanner har hver især tilkæmpet sig sit territorier på ca. 1 km af bredden i den ene side, hvor den jager fra. Dog er der også en del hanner som bare svømmer rundt og forsøger at tilkæmpe sig et territorie. Da de kan blive under vand i op til 2 timer, kam man jo ikke lige se hvor mange og hvor de er. Ca. 10 min oppe af floden så vi en ca. 5 m lang han, som netop bevægede sig ud i vandet da vi kom sejlende. Lidt skræmmende var det, for vi var vel 10-15 meter væk og han svømmede lige ud imod os og forsvandt så. Guiden forsikrede os at den var bange for båden og ikke ville komme tæt på, godt med ham, vi trak os nu alligevel lidt længere ind imod midten af båden.
En kabelfærge er forbindelsen videre nordpå og på den anden side af floden ændre vejen fuldstændig karakter. Godt nok er der asfalt, men mange steder er der store huller og der er ofte målepinde i vejsiden, så man kan se vanddybden i regntiden. Om sommeren regner her rigtig meget og floder og vandløb løber over deres breder og der dannes alternative vandløb, når alt vandet skal ned fra bjergene som ligger lige ud til vandet.
Vejen snor sig igennem regnskoven, op over små bjerge og ned igen langs vandet. Her er meget lage hvide sandstrande med koralblå vand og masser af tæt regnskov. Efter endnu ca, 35 km kørsel af snoede småvej stoppede vi ved Cape Tribulation, den sidste by (hvis man kan kalde det en by) hvor der er asfalt. Herfra er det kun de store 4 hjulstrækker der kan komme frem. Allerhelst skal man være 2 biler der følges, så den ene kan trække den anden fri, hvis man skulle sætte sig fast. Da vi ikke havde lejet en sådan bil måtte vi vende og køre retur. Vis stoppe dog for en kort vandring i regnskoven hvor vi bl.a så flere liguaner, fugle, farvestrålende sommerfugle og flere mystiske insekter. Her er også masser af slager men dem så vi nu ingen af. Vi var også på stranden, flere steder i området, som alle er helt mennesketomme. Lidt underligt, ved første tanke, men vi er stadig i en periode hvor der kan være ”Stingers” (brandmænd) i vandet. De er her hele sommeren fra nov-april/maj. Det er ikke lige den type brandmænd som vi kender i Danmark men nogle ganske farlig af slagsen. De kan være dræbende og alle steder er der advarsels skilte. Så der var heller ingen af os der lige skulle et smut ud i vandet, selvom det var fristende. Da krokodillerne i området har været fredet i mange år, er det ved at blive et stort problem for dem, da der er alt for mange af dem. Det betyder at krokodillerne skifter flod, forstået på den måde at de svømmer fra flod til flod for at finde et territorie, hvor de kan jage. Det betyder at de er ude i havet og ikke kun i floderne og selvom de lokale siger at de ikke jager i havet, hvem har så lyst til at møde en af dem på en svømmetur.
På vej tilbage til civilisationen stoppede vi ved en lille bar/Cafe ud til havet og fik frokost. Fedt at sidde og kigge ud over vandet samtidig med at man indtager sin frokost, lige midt i regnskoven. Lidt længer nede af vejen besøgte vi en gård der solgte hjemmelavet tropisk is. Dejligt med lidt Mango, Kokos, ....is til at køle af på. Kvinden der stop i boden, viste sig at være dansk og har boet her i 20 år. Hun kunne fortælle nogle historier om hvordan det var for 20 år siden i området før vejen blev asfalteret. Vi skulle også have været i Mossman Gorge, men klokken var mange og vi var alle trætte ovenpå dagens oplevelser, så det må blive senere på ugen. Men i Mossman Gorge kan man vandre på en sti i regnskoven og eftersigende bade i et af de mange (ferskvands) vandhuller der er. Der er ingen krokodiller, siger de, men lad os nu se om vi har”lyst” til det når vi kommer derop. I morgen skal vi på havet igen go vejrudsigten siger vindstille og sol så det bliver fedt.
